TDC har skåret så meget ind til benet, at telegiganten nu også er ved at skære ind i benet.
Det er den overraskende melding fra Eva Berneke, koncerndirektør og ansvarlig for TDC’s erhvervsforretning, skriver Jyllands-Posten.
"Der er opbrud i TDC," forklarer Eva Berneke, der selv afleverede sin opsigelse for to uger siden.
Fremover skal hun være topchef i it-giganten KMD.
Få dage efter Eva Bernekes opsigelse meddelte Anders Jensen, endnu en topdirektør i TDC, at han også takker af. Endda uden at have et nyt job på hånden.
Chefer i åben krig
Dermed har TDC på mindre end otte måneder måttet vinke farvel til hele tre topdirektører. For allerede sidste sommer forlod koncerndirektør Martin Lippert koncernen.
De tre telebossers exit sætter TDC-chef under et voldsomt pres, mener Torben Rune, adm. direktør i telerådgivningsfirmaet Netplan.
"Hans situation er klart blevet værre. Den usikkerhed, der er omkring ledelsen, smitter af på ham," siger Torben Rune til Jyllands-Posten.
Hele affæren skyldes ifølge kilder tæt på forløbet, at Eva Berneke, Anders Jensen, Martin Lippert og Carsten Dilling tilbage i 2012 lå i åben krig om den ledige stilling som TDC-chef, skriver Jyllands-Posten.
En stilling som Carsten Dilling endte med at få. Han har netop fremlagt et 2013-regnskab med et milliarddyk i omsætningen og et fald i nettooverskuddet på knap 18 pct.
Alligevel afviser han enhver snak om chefflugt og problemer i TDC-forretningen.
»Jeg føler ikke, at der er opbrud. Jeg ved ikke rigtigt, hvor det skulle komme fra,« siger Carsten Dilling.