For få uger siden viste en spansk undersøgelse, at der var spor af kokain i luften over storbyerne Madrid og Barcelona, men du behøver ikke tage så langt sydpå, hvis du skal have snerten af det ulovlige stof.
Tørstige tyskere har nemlig indtaget kokain, når de har drukket den populære energidrink Red Bull Cola. De tyske sundhedsmyndigheder har fundet ud af, at Red Bull Cola indeholder 0,4 mikrogram kokain per liter. Det skriver jp.dk.
Myndighederne mener, at distributionen af drikken skal sammenlignes med almindelig distribution af kokain, der er ulovligt, og seks tyske delstater har efter fundet forbudt drikken.
Red Bull oplyser, at "alt er normalt" og at drikken er "harmløs og kan sælges både i USA og Europa". Sporene af kokain kommer efter selskabets opfattelse fra coca-blade, der bruges til at give drikken smag.
Red Bull Cola sælges ikke i Danmark.