Elever til køreprøven dumper for et godt ord. I København dumper over halvdelen af eleverne eksempelvis første gang og enkelte kørelærere har en dumpeprocent på 70 procent. Det skriver Jyllands-Posten.
Derfor bør kørelærere med en for høj dumpeprocent tage kørelærerprøven om, lyder det fra justitsminister Lars Barfoed (K) og SF.
Allan Holten, der er næstformand i foreningen for køreprøvesagkyndige, bakker op.
"Havde det været et gymnasium eller et universitet, der havde så høj en dumpeprocent, så tror jeg, at man ville kigge på lærerkorpset. Så hvorfor skal det ikke følge kørelærerne. Jeg ved, de gode køreskoler, jeg kender, de har langt lavere dumpeprocenter," siger han til Newspaq.
Både sagkyndige og politikere spekulerer i, at kørelærerne først for alvor tjener penge, når elever er dumpet en eller flere gange, mener Allan Holten.