HB Køges topscorer Emmanuel Ake blev i lørdags udskiftet med en alvorlig skade efter en grim tackling i sit landsholdscomeback for Kenya i VM-kvalifikationskampen mod Nigeria.
Akillessenen er revet over, og Ake kan nu se frem til en lang pause, formentlig resten af sæsonen.
På vej til sygehuset ringede Ake til sin klub for at høre, hvordan han skulle forholde sig i tilfælde af operation, skriver HB Køge på hjemmesiden.
Fysioterapeut Eskild Bram-Chrestensen, der ellers var på vej ind til det danske landsholds kamp mod Sydkorea fik herefter stoppet operationen og givet ordre om at få lagt gips på Emmanuel Akes akillessene, så han kunne transporteres hjem til Danmark.
I dag kom så den dystre melding, at akillessenen er revet helt over.
Angriberen opereres derfor onsdag eftermiddag på Gildhøj Privathospital. Efterfølgende står den på genoptræning, og om alt går vel, så er topscoreren klar efter sommerferien 2010.
"Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Vi havde lige udlignet til 2-2, og jeg løb foran med en mand i ryggen, som trådte på min achillessene. Jeg havde dog ikke regnet med at senen var revet helt over, men det er den, og jeg skal opereres med det samme," siger Emmanuel Ake.
Han er skuffet, men prøver at holde fanen højt.
"Selvfølgelig gælder det om at holder humøret oppe, og så må der arbejdes hårdt for at komme tilbage, for selvfølgelig vil jeg tilbage til de her holdkammerater," Emmanuel Ake.