Henrik Sass Larsens gode ven og partifælle, Tommy Kamp, holder Køge i et jerngreb.
Det fortæller løsgænger i Køge Byråd og tidligere socialdemokrat Nils Gisli.
"Tommy Kamp har noget på alle hernede. Nogen har arbejdet sort for ham og andre har fået en betydningsfuld post. Hver gang der er problemer, kigger han på dem og siger: 'husk nu, hvad vi to har sammen'. Derfor vil ingen stå frem og fortælle, hvad sagen om Sass virkelig rummer," forklarer Gisli.
Han forlod selv Socialdemokraternes byrådgruppe og blev løsgænger, da han ikke ville være med til Sass' vens numre eller omgås en mand med hans holdninger.
"Tommy Kamp havde sydstatsflag i vinduet som barn. Han er racist; helt igennem," fortæller Nils Gisli.
Gisli fortæller endvidere, hvordan PET kan have fået nogle belastende oplysninger om Henrik Sass Larsen og hans kompagnon.
"Café Vanilla i Køge betalte jo Tommy Kamps telefonregning. Og da de blev aflyttet af politiet i forbindelse med mistanke om narkosalg, blev Tommy Kamp også aflyttet, da han jo brugte en telefon, der var registreret til Café Vanilla," lyder det fra Nils Gisli.
Det kan ifølge Nils Gisli være forklaringen på, at PET har så mange oplysninger, der er forbundet til Henrik Sass Larsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tommy Kamp eller Henrik Sass Larsen.