Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal forklare, hvorfor socialdemokraten Henrik Sass Larsen ikke kan blive sikkerhedsgodkendt.
Det mener Venstres retsordfører Kim Andersen.
Men forslaget er udtryk for hykleri, mener Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen. Han henviser til, at Venstre altid har været afvisende over for Enhedslistens krav om øget åbenhed i PET.
"Hvis det er sådan, at man ønsker større åbenhed i PETs arbejde, så må man rejse det som et generelt krav. Men at kræve en særlig offentlighed fra PETs side i denne konkrete sag i forholds til alle andre sager, hvor man rammer mennesker særligt hårdt. Det kan jeg ikke forstå," siger Per Clausen til Newspaq.
Han henviser til, at Kim Andersen har afvist åbenhed i efterretningstjenesten, når mennesker får afslag på statsborgerskab med henvisning til, at de udgør en sikkerhedsrisiko.
"Så må de ikke engang selv få at vide hvorfor," siger Per Clausen.
Enhedslisten vil nu afprøve Kim Andersens ønske om større åbenhed omkring PETs arbejde ved at stille forslag i Folketinget.
"Det er helt indlysende, at Venstre har en interesse i at få smudset Henrik Sass Larsen og Socialdemokraterne så meget til som overhovedet muligt. Det er den eneste fornuftige forklaring på, at Kim Andersen går ind i den her sag," siger Per Clausen.