Havde der været en tyverialarm på HB Køges stadion, var den med stor sandsynlighed blevet udløst i aften.
Her var AaB på besøg i en kamp, som HB Køge nærmest var pisket til at vinde, hvis de vil opretholde håbet om at overleve i Superligaen.
Og fra start af så det da også ud til, at Køge-spilleren havde forstået alvoren.
De startede klart bedst og tilspillede sig flere store chancer, der dog alle blev misbrugt.
Men efter 38 minutter kunne HB Køge spillerne endelig juble, da Stefan Hansen headede Lasse Kronborgs hjørnespark i mål.
Blot to minutter senere burde det have stået 2-0, men Nicolai Madsen misbrugte igen for HB Køge, der trods alt gik til pausen foran 1-0.
Køge-holdet forsatte dominansen efter pausen, men effektiviteten forblev på samme lave niveau.
Som kampen skred frem kom AaB mere ind i kampen, men de havde alligevel svært ved at komme igennem Køge-forsvaret.
Efter 88 minutter lykkes det alligevel Aab at udligne efter sløjt forsvarsspil af Kristian Geertsen, der var blevet skiftet ind bare fem minutter forinden.
Han tabte bolden, og pludseligt lå den foran en fri Jeppe Curth, der ingen problemer havde med at sætte bolden i nettet.
HB Køge er fortsat sidst og har nu 11 point - 10 point op til Sønderjyske på den rigtige siden af nedrykningsstregen. AaB ligger på en sjette plads med 31 point.