De seneste tre år har landets byretter kæmpet med en enorm mængde sager, ophobning af sagsbunker og meget lange ventetider i retten.
Men nu går det den modsatte vej.
For første gang i tre år er domstolene nemlig nu begyndt at gnave af bunkerne, fortæller Domstolsstyrelsens direktør, Adam Wolf.
"Og vi tror, det kan blive ved, selv om antallet af nye sager stadig ligger på et langt højere niveau end for tre år siden," siger han til Politiken.
I de første tre måneder af i år blev der afgjort næsten ti procent flere sager, end der kom ind. Og retterne ekspederede også flere civile sager og fogedsager.
I retten i Lyngby glæder retspræsident Flemming Schønnemann sig over tallene.
"Vi har fået fem-seks medarbejdere i midlertidige stillinger. Det, kombineret med en meget stor arbejdsindsats fra alle medarbejdere, har gjort det muligt at skære toppen af bunkerne, så vi er ved at nærme os normaltilstand," siger han til avisen.
Nye arbejdsgange og midlertidig ansættelse af cirka 200 ekstra medarbejdere ved domstolene er nogle af hovedårsagerne til, at byretterne har arbejdet sig igennem en god del af de ophobede sager.