Det er ikke unormalt, at man må hænge i røret med muzak i øregangen i over 20 minutter, hvis man vil igennem til sin praktiserende læge.
En undersøgelse foretaget af Capacent for Danske Regioner blandt 1.000 patienter viser, at 8 procent ventede over 20 minutter, og 10 procent hang i røret mellem 10-20 minutter. 3 procent opgav og kom aldrig igennem.
"Det er simpelt hen ikke godt nok, at mange patienter må vente så længe - mange steder uden at få at vide, hvilket nummer i telefonkøen de er," siger regionsformand Ulla Astmann (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg
Og hun vil de lange ventetider til livs.
"Det er dårlig og helt utidssvarende service. Selv hos slagteren kan du se dit nummer i køen. Det må være rimeligt, at lægen også har kvalitetsmål som for eksempel, at 9 af 10 skal igennem på telefonen inden fem minutter," siger hun til Jyllands-Posten.
De praktiserende lægers formand, Michael Dupont, mener kortere svartid vil koste på andre områder, og han hæfter sig ved, at samme undersøgelse viser udbredt tilfredshed med lægerne.
"Hvis vi skal være hurtigere ved telefonerne - og det kan vi da godt snakke om - så koster det altså, og så må regionerne hoste op med pengene," siger han.