Det giver bedre økonomi på bundlinjen, når discountsupermarkeder udvider deres sortiment af fersk kød. Det fortæller Dansk Supermarkeds indkøbsdirektør for ferskvarer, Jeppe Dahl Jeppesen, til Jyllands-Posten.
- Det er en betydelig vækst, som ligger højere end andre produktgrupper. Desuden er der ingen tvivl om, at kød er afgørende for, hvor kunderne ligger deres indkøb, siger Jeppe Dahl Jeppesen til avisen.
Discountbutikkerne sidder på cirka 40 procent af den samlede dagligvarehandel, og fersk kød anses som den mest værdifulde enkeltstående dagligvare i landet. Derfor regner butikkerne med, at en satsning på nye serier af kød, vil blive ganske lukrativt i det lange løb.
- Vi kan se, at Lidls kødandel er stigende og har været det gennem de seneste par år. Vi har arbejdet intenst med både mærker og sortiment. Og vi har bestemt fået mod på endnu mere, siger Finn Tang, der er Lidls danske direktør, til Jyllands-Posten.
Hos Dansk Supermarked afviser man, at discountbutikken Netto tager markedsandele fra to af koncernens andre kæder, Føtex og Bilka. Der er nemlig fremgang i koncernens samlede kødsalg, fortæller Jeppe Dahl Jeppesen til Jyllands-Posten.
Newspaq