Vestjyderne kan gnide sig i hænderne over en stor pose penge - omkring én kvart milliard - fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen. Når udspillet 'Danmark i balance' bliver præsenteret her til eftermidadg.
Men allerede nu møder regerings udspil til et løft af Udkantsdanmark bred kritik.
Vestjylland får mere end andre områder og byerne får mere end landområderne.
"Vestjyderne får deres eget kontor, der skal fordele de 150 millioner kroner, de får, men man skal ikke glemme de mange andre områder," siger Carsten Abild, der er medlem af Region Syddanmark for Venstre og formand i Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, til Newspaq.
Samtidig peger han på, at regeringen skal blive bedre til at samarbejde med kommunerne.
"Det hænger heller ikke sammen, at man lukker 200 skoler rundt om i landområderne. Regeringen skal koordinere bedre med kommunerne, for hvis skolerne forsvinder, er der risiko for, at meget at livet i områderne uddør." siger Carsten Abild.
Også De Samvirkende Købmænd (DSK) har set sig sure på regeringens plan til at redde Udkantsdanmark.
De borgerlige partier vil nemlig give flere tilladelser til at bygge storcentre i byer, der indtil nu er blevet vurderet for små til de overdækkede handelsgader. Det Jyllands-Posten fredag.
"Flere store butikker vil gå hårdt ud over de allermindste byer. Det kan godt være at de byer, der er for store til at være små og for små til at være rigtig store, vil tiltrække nogle aktiviteter, som de ikke har i dag, hvis de får et storcenter. Men det vil støvsuge de allermindste byer," fastslår Claus Bøgelund Nielsen, der er underdirektør i DSK, over for Newspaq.
Købmændene opfordrer derfor politikerne til at slå koldt vand i blodet og lytte til det detailhandelsforum, som regeringen selv har nedsat. Her forventer man i 2011 at komme med en række anbefalinger til, hvordan handelslivet kan reddes uden at det vil skade det alleryderste Udkantsdanmark.