Ritzau
Opdateret kl. 08:38
Københavns Politi har onsdag morgen anholdt 25 personer, som man mener havde del i urolighederne 1. marts på Nørrebro, der var tiårsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.
Det oplyser politiet på Twitter.
Det forventes, at otte personer fremstilles i et grundlovsforhør.
Københavns Politi ønsker over for Ritzau kort før klokken 8 ikke at sige noget om alder eller køn på de anholdte.
Offentligheden kan heller ikke få at vide, hvad de 25 personer er sigtet for.
Først klokken 9 vil man gå ud med yderligere detaljer.
Ifølge Ekstra Bladet var onsdagens politiaktion rettet mod kollektivet BumZen, der ligger på Nørrebro.
Det var omkring klokken 6, at politiet skaffede sig adgang med blandt andet vinkelslibere og motorsave, skriver avisen.
Demonstrationerne 1. marts udviklede sig voldeligt, og der blev kastet sten mod politibiler, tændt romerlys og begået hærværk mod banker og butikker.
Det fik politiet til at rykke ind og blandt andet ransage det nye ungdomshus på Dortheavej, hvor der stadig befandt sig demonstranter.
Herefter blev ni personer anholdt, heraf to mindreårige. Ingen af dem blev fremstillet i grundlovsforhør.
Politiets skøn dengang var, at omkring 1000 deltog i demonstrationerne.
Urolighederne fyldte meget i de efterfølgende dage, og selv statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med en reaktion.
- Det synes jeg på ingen måder godt om. Jeg var faktisk lidt rystet over det og tænkte, at det var en genudsendelse af et Danmark, som jeg slet ikke kender, sagde statsministeren.
/ritzau/