Københavnerne vil hellere flytte til USA eller Kina frem for at skulle arbejde i Århus. Og jyder og fynboer vil hellere til Langbortistan frem for at søge job i København.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som YouGov Zapera har foretaget for KL's Nyhedsbrev, Momentum. Her er danskerne blevet spurgt om, hvor de kunne forestille sig at arbejde.
Mens 26 procent af københavnerne kan se sig selv gøre karriere i USA og 14 procent i Kina, så er det kun 10 procent, der drømmer om Danmarks næststørste by, Århus.
I Dansk Industri (DI) er man ked af udviklingen.
"For dansk erhvervsliv er det et problem, at mange kloge hoveder forsvinder til udlandet og aldrig kommer hjem igen. Og i løbet af en kort årrække vil vi stå og mangle arbejdskraft," siger DI's chefkonsulent, Thomas Qvortrup Christensen.
Han peger på den høje danske topskat som en af forklaringerne på, at danskerne foretrækker udlandet fremfor en anden landsdel.
"Man sidder og tæller på knapper, når man skal tage et nyt arbejde, og her spiller skatten på arbejde ind," siger Thomas Qvortrup Christensen.