Hvis du vil have den højeste løn i verden, så er det bare med at flytte til København. Borgerne i hovedstaden er nemlig den gruppe i verden, der i gennemsnit tjener mest.
Det er vel at mærke, før skattefar har taget sin del. Dermed slår københavnerne beboere i for eksempel Zürich, Oslo, Luxembourg og London.
Og når det gælder fritid, så er det kun borgere i Lyon, Paris og Madrid, der bruger mindre tid på arbejdet end københavnerne. Det viser en global analyse fra det schweiziske finanshus UBS.
"Vi er fantastisk dygtige til at arbejde i nicher og lave produkter, som vi kan tillade os at tage en høj pris for. Det er kun i kraft af, at vi er så relativt veluddannede, at vi kan det," forklarer Steen Donner, der er direktør i Copenhagen Capacity.
Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, mener, at danskerne generelt er mere effektive end andre nationaliteter.
"Vi arbejder generelt ikke ret mange timer pr. dansker, men til gengæld er mange danskere på arbejdsmarkedet. I Danmark spreder en familie arbejdet ud på manden og kvinden i langt højere grad end i andre lande, hvor det primært er manden, der går på arbejde, mens kvinden går derhjemme," siger han til epn.dk.