Hvad vil det betyde, hvis en central del af Københavns Indre By bliver lukket for trafik?
Det vil københavnske politikere gerne have undersøgt, oplyser den regionale tv-station TV2 Lorry.
Et rødt flertal i Borgerrepræsentationen i København har stemt ja til indlede forundersøgelser af et forslag om at lukke en central del af byen for biltrafik.
Efter planen skal politikerne så tage endeligt stilling til forslaget i 2018.
Området, der ifølge forslaget skal lukkes for trafik, er nærmere bestemt den københavnske middelalderby. Det er den ældste del af København.
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune forventer, at det vil koste mellem 80 og 120 millioner kroner.
Baggrunden for forslaget kommer efter en række anbefalinger fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) om foranstaltninger til at sætte hastigheden ned.
Det er for eksempel betonklodser i byrummet. De skal sikre København mod mulige angreb med køretøjer.
Københavns Teknik- og Miljøforvaltning har med udgangspunkt i PET's anbefalinger foreslået, at der ikke alene opsættes betonklodser i middelalderbyen, men at den gamle bydel helt lukkes for biltrafik.
- Det handler om, at vi får indrettet det sådan, så byen er sikker. Men også på en måde, så byens liv kan fortsætte. For vi skal aldrig lade os kue af terrorister, siger Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell (EL) til TV2 Lorry.
Ifølge TV2 Lorry er Venstre og Konservative i den københavnske borgerrepræsentation ikke enige i, at terrorsikring og bilfri bymidte kan kædes sammen.
- Morten Kabell har på glimrende politisk vis forsøgt at misbruge en anbefaling fra PET til at sørge for, at bilerne kommer ud af byen, siger Flemming Steen Munch (V) til TV2 Lorry.
Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell forstår ikke kritikken.
- Jeg har ikke noget ønske om at slå politisk plat på en så alvorlig situation som den, Europa står i i disse måneder, siger han til Lorry.
/ritzau/