Løbeentusiaster kan glæde sig til 2014. København skal nemlig arrangere VM i halvmarathon om tre år.
Det er netop blevet besluttet af det internationale atletikforbund (IAAF).
Der var spænding til det sidste om, hvorvidt København eller den russiske by, Cheboksary, ville løbe med sejren om, hvem der skulle have VM-arrangementet. Men det blev altså København, der får lov at tage sig af løberne, der skal tilbagelægge de cirka 21 kilometer.
Både New York, Cardiff og Mexico City har tidligere været kandidater til rollen som værtsby, men de havde alle trukket deres ansøgninger tilbage inden den endelige afgørelse, så det altså stod mellem København og Cheboksary.
Københavnerne kan nu se frem til en masse løbere, men også en mere eller mindre lukket by en enkelt dag i 2014.