Det var hverken sprudlende eller magisk, men det var nok, da Manchester United vandt første semifinale i Champions League over Arsenal med 1-0.
Et tungt pres i kampens indledende fase gav pote, da John O'Shea sendte bolden højt i mål efter en periode, hvor Arsenal havde svært ved at få bolden væk fra farezonen.
I anden halvleg kom Arsenal bedre med, og med lidt held kunne indskiftede Nicklas Bendtner godt være kommet på måltavlen, ligesom kollegaen Emmanuel Adebayor.
Det lykkedes til gengæld for Arsenal at lukke nogenlunde ned for Cristiano Ronaldo, som ikke gjorde sig bemærket med ret meget.
Ryan Giggs, der for nylig blev kåret til årets spiller i Manchester United for første gang, blev skiftet ind, og dermed blev hans kamp nummer 800 for klubben en af de mere betydningsfulde.
Arsenal er ikke dømt ude endnu og kan med en kraftpræstation vende tingene på hovedet i returkampen i næste uge.