Uklare målsætninger, dårlig planlægning og feedback og mangel på medarbejderudvikling.
Hver tredje danske medarbejder er utilfreds med det arbejde, som deres nærmeste chef gør. Det viser en undersøgelse blandt 5.700 adspurgte lavet af konsulentvirksomheden Ennova, skriver Jyllands-Posten.
- 925.000 danskere er utilfredse med chefen, og 100.000 danske chefer skulle ifølge deres medarbejdere aldrig have været ledere. Det er alt for mange, siger partner Henrik D. Sørensen fra Ennova til avisen.
Når hele 35 procent af de ansatte er "yderst kritisk" over for deres nærmeste chef, skyldes det ifølge professor i ledelse Steen Hildebrandt, at cheferne mangler lederuddannelse og viden om god ledelse.
- Dårlig ledelse giver ikke bare lavere arbejdsmoral og arbejdsglæde blandt de ansatte, men medfører også ringere produktivitet, ringere konkurrenceevne og ringere bidrag til det danske bruttonationalprodukt. Det er en alvorlig sag for virksomhederne selv, men også for samfundet, at så mange ledere er dårlige, siger han til Jyllands-Posten.
I organisationen Lederne er man enig i, at mange ledere mangler uddannelse.
- Mange virksomheder formår ikke at rekruttere eller at udvikle kompetente ledere. Vi opfordrer de, der udnævner ledere, til at investere mere i at efteruddanne de rigtige, når de er blevet ledere, siger rådgivningschef i Lederne, Niels Henriksen, til Jyllands-Posten.
De dårlige ledere findes især i de små virksomheder, hvor halvdelen af landets privatansatte arbejder.
Kilde: Jyllands-Posten.