En ung mand er natten til fredag blevet dræbt i en soloulykke på Vesterbro i Odense, efter han har ramt en lygtepæl frontalt.
Det fortæller Kim Munksgaard, vagtchef ved Fyns Politi.
- Ulykken skete klokken 00.39, hvor manden bliver fundet livløs på vejen af forbipasserende. Han er kørt direkte ind i en lygtepæl, siger vagtchefen.
Manden har efter alt at dømme ramt lygtepælen med høj hastighed og er blevet dræbt på stedet.
Vidner så kort før ulykken manden længere inde i centrum af Odense.
- Vidner har kort forinden set ham køre omkring 80 kilometer i timen tættere på centrum af byen. Han kører i vestlig retning ud af byen, og det er her, at ulykken sker, siger Kim Munksgaard.
Politiet har taget en blodprøve for at se, om manden var påvirket.
- Vi har en formodning om, at han har været påvirket af spiritus, siger vagtchefen.