Få en sightseeingtur i London på bagsædet af en limousine med champagne og to prostituerede for 7.300 kroner i timen.
Det er tilbuddet, som den berømte "Whites Gentleman's Club" i London gennem et stykke tid har givet til klubbens VIP-gæster.
"Når du har valgt, hvem du vil tilbringe tid med, bliver du ført ud af vores VIP-bagindgang. Her vil din chauffør vente og åbne døren for dig, og champagnen vil være klar. Så snart, du siger til, åbner de elektriske porte sig og din rejse vil begynde," lokker klubben på sin hjemmeside.
Derfor har politiet i London nu anholdt klubbens 33-årige ejer Desmond Verdi for bordelvirksomhed efter en razzia.
"Gentleman-klubber i London er nødt til at sikre sig, at de overholder de strenge retningslinjer, som der kræves," siger en talsmand fra politiet til The Sun.
"Razziaen blev gennemført efter, at politiet har modtaget oplysninger om, at klienter blev tilbudt et udvalg af seksuelle ydelser på klubben," siger han.
Whites Gentlemen's Club er kendt som et sted for tv-stjerner, sportsstjerner og stenrige bankmænd, og stripklubben har ifølge The Sun en omsætning på intet mindre end to millioner kroner om ugen.
Kilde: The Sun