Anklageskriftet er alenlangt, og i dag falder dommen så. Det er netop blevet offentliggjort, at han får sin endelige dom klokken 13.30.
John Knudsen indrømmede mandag selv, at han havde slået den 52-årige Kirsten Bay Andersen ihjel, men anklagerne om de årelange overgreb på en mindreårig pige, vil han ikke vedkende sig.
I dag skal dommeren i Retten i Sønderjylland tage stilling til, om han er skyldig i de seksuelle krænkelser af pigen også.
Ifølge Ute Levisen, der er lokalredaktør på avisen Der Nordschleswiger, og som følger retssagen, spiller udfaldet af netop det punkt ikke den store rolle.
"Det gør hverken til eller fra - hvor sørgeligt det end er. Men John Knudsen står til en meget lang fængselsstraf. Formentlig livstid," siger hun til Newspaq.
Præcis hvor længe, John Knudsen, som i går blev erklæret ikke-sindssyg, bliver altså formentlig afgjort i dag.
"For en sikkerheds skyld, er der også sat tid af torsdag, men som det lyder på fra forsvareren og fra anklagemyndigheden, så satses der på, at der falder dom i dag," siger Ute Levisen, der følger sagen hele dagen.