Dronning Margrethe har her til aften fået afbud fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til en gallaforestilling på Det Kongelige Teater.
Statsministeren har travlt med at få gang i klimaforhandlingerne, der næsten er gået helt i stå.
Flere G77-lande er særdeles utilfredse med den måde, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har kørt forhandlingerne på og udnytter de formelle procedurer til at forhindre den danske tekst i at komme på bordet, skriver Politiken.dk.
Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, deltager i krisemødet med den danske statsminister, og har udskudt sin tale, som han skulle have holdt.
Tidligere klimaforhandler for Svend Auken, Jørgen Abildgaard, vurderer, at forhandlingerne er i krise.
"Man kan sammenligne forhandlingerne med et marathon. Nu er vi nået til muren, der er rigtig meget syre i benene og det store spørgsmål er, hvordan man klarer de sidste fem-syv kilometer," siger han.
En række lande har allerede taget konsekvensen af dødvandet og sendt de fleste forhandlere hjem for i det mindste at være udhvilede til i morgen.