Begrebet vinterstøvler er passé.
I dag går vi både i støvler og små sko hele året, for det handler ikke længere om en årstid, men om en stil. Derfor kan dit næste par vintersko sagtens være et par ballerinaer.
De er nemlig højeste mode, og italienske Prada har netop lanceret det helt store udvalg.
»Forbrugerne køber ikke længere sko efter sæsonen, men efter stilen. Og lige nu er det hot at se feminin ud, og det gør man enten i en høj hæl eller i en ballerina sko. Derfor er det ikke spor mærkeligt, at det er hot at gå i ballerinasko, selvom det er vinter,« siger Camilla
Bigler fra Style Counsel, der er et af Danmarks dygtigste trendbureaur.
Eva Kruse fra Danish Fashion Institute mener, at det er direkte trendy at klæde sig i noget, der ikke passer til sæsonen:
»Mode har aldrig udgivet sig for at være praktisk, og det er ekstra sexet at være let påklædt om vinteren, ligesom store støvler er hotte om sommeren,« forklarer hun.
Det er angiveligt Kate Moss, der har startet ballerinatrenden. Hun bruger dem både til kjole og jeans, og i dag laver alle de store designere ballerinaer. Hos Birger Christensen i København har de stort set udsolgt af Prada og Tods, og i skokæden Din Sko har de også solgt masser af ballerinasko hele efteråret og vinteren.
Hos »Flying A« i København ryger de over disken sammen med et par uldsokker, og de har dem både i lak og pels.
»Og det er jo ingen sag at følge ballerinamoden, for vi har jo ikke noget vintervejr,« konstaterer Casper Bilsted fra Birger Christensen.