Voldsomme naturkatastrofer, omfattende sult og alvorlige sygdomme. Det er nogle af konsekvenser af klimaforandringerne, og de fører nu til hele 315.000 dødsfald årligt.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra Global Humanitarian Forum, GHF, der tæller prominente navne som FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, FN's tidligere nødhjælpskoordinator Jan Egeland og FN's tidligere højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson.
"Klimaforandringer er den hurtigst voksende humanitære udfordring netop nu, og forandringerne fører til, at flere hundrede millioner lider," siger Kofi Annan ifølge News.com.
Det fremgår af en ny rapport, der indeholder mange tal, som bør få alle alarmklokker til at ringe. Oversvømmelser, tørke og stigende temperaturer påvirker nemlig hvert år 325 millioner mennesker og fører til økonomiske tab på hele 860 milliarder kroner.
Det står samtidig klart, at det går værst ud over afrikanerne. 15 ud af de 20 hårdest ramte lande ligger nemlig på det store kontinent.
Kofi Annan mener, at der virkelig skal sættes ind over for forandringerne i klimaet til det kommende topmøde i København.
"København er tvunget til at gennemføre de mest ambitiøse internationale løsninger nogensinde. Alternativet er omfattende hungersnød, enorm migration og voldsom sygdom," lyder det fra den tidligere generalsekretær.