Klar besked til strejkende chauffører: Kom tilbage bag rattet NU!
En chaufførstrejke er lige nu årsag til, at alle bybusser i Randers holder stille. Foto: Claus Fisker / Scanpix
Et møde mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening er endt med, at de strejkende buschauffører i Randers er blevet bedt om at vende tilbage til arbejdet i morgen tidlig.

Busserne skal køre i morgen, ellers vanker der bod. 

Så klar var meldingen til de buschauffører i Randers, der på andet døgn strejker på grund af en skriftlig advarsel til chaufførernes tillidsmand, samt utilfredshed med, at transportfirmaet Nobinas angiveligt har brudt et løfte om fastansættelse til to vikarer. 

På et møde mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening anerkendte begge parter, at strejken var i strid med overenskomsten, og opfordrede chaufførerne til at genoptage arbejdet inden klokken 7 i morgen fredag. 

LÆS OGSÅ: 3F afslører årsag til busstrejke:Tillidsmand fik advarsel for knust sidespejl

- Chaufførerne holder et møde i morgen tidlig, og hvis det ikke ender med, at busserne begynder at køre igen, så bliver sagen bragt for arbejdsretten, og så vil det højst sandsynligt ende med en bod til chaufførerne, siger Jens Laursen, gruppeformand i 3F Randers til Avisen.dk 

Transportfirmaet Nobina, der driver buslinjerne i Randers på vegne af Midttrafik, oplyser til Avisen.dk, at man regner med, at chaufførerne genoptager arbejdet i morgen.

- Når busserne begynder at køre igen, er vi selvfølgelig også klar til at indgå i forhandlinger med 3F og chaufførerne på ny, siger Niels Peter Nielsen, administrerende direktør i Nobina.

LÆS OGSÅ: Busserne holder stille - her er chaufførernes to krav