Syriens hårde sikkerhedsstyrker har taget nye metoder i brug for at komme demonstrationerne i landet til livs.
Natten til torsdag er syriske soldater brudt ind i huse og har foretaget hundredvis af anholdelser i Damaskus-forstæderne Saqba og Douma.
Ifølge den arabiske tv-station Al Jazeera er det primært mænd og drenge, som er blevet taget med.
Lokale fortæller til tv-stationen, at styret afbrød strømmen i områderne inden de iværksatte deres aktion.
Anholdelserne kommer efter, at hovedstaden siden sidste fredag har været præget af demonstrationer. Demonstranterne er utilfredse med landets leder, præsident Bashar al-Assad.
De hårdføre metoder er også blevet taget i brug andre steder i Syrien. Onsdag satte styret kampvogne og pansrede køretøjer ind i byen Rastan for at holde demonstrationer i ave.
Ifølge internationale medier er 1000 mennesker siden lørdag blevet anholdt i Syriens største byer. Mere end 500 personer har mistet livet siden oprøret brød ud 18. marts.
Kilde: Al Jazeera