En 26-årig mand er ifølge sin advokat blevet overfaldet og banket godt grundigt af politiet. Manden blev anholdt under en razzia mod en butik i Odense.
Ifølge Fyens Stiftstidende viser en video, der blev optaget af en af den sigtedes bekendte, at han blev trukket midt ud på gaden, hvor flere civilklædte betjente fra politiets uropatrulje pacificerede ham ved at sætte sig oven på ham og sprøjtede ham mindst to gange på kroppen og i ansigtet med peberspray.
Den sigtedes advokat, Klaus Ewald, har klaget til statsadvokaten over episoden, som han kalder "oprørende" og "en politistat værdig".
"Det er helt forkasteligt. Den første betjent virker fuldstændig, som om han er på stoffer," siger advokaten til Fyens Stiftstidende.
Den 26-årige er efter episoden blevet sigtet for vold mod en betjent. Han er ustraffet og arbejder i en televirksomhed.
Ifølge politiet opstod tumulten i forbindelse med ransagningen af en kiosk, fordi indehaverens venner blandede sig.