De milliarder, som nu synes på vej til kommunerne som en del af regeringens vækstpakke, skal falde prompte.
Så klar er meldingen fra Kommunernes Landsforening, KL.
"Kommunalbestyrelserne sidder netop i disse uger og planlægger, hvilke investeringer der skal gennemføres i den kommende tid. Og så er det altså vigtigt, at man ved, om man kan få lidt ekstra penge udefra i form af lån eller tilskud," siger KL's formand, Jan Trøjborg, i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer på baggrund af, at regeringen i dag har givet 70 kommuner lov at låne i alt 2,2 milliarder kroner til at opføre skoler, daginstitutioner o. lign. Den blå blok foreslår således at hæve den såkaldte lånepulje med 1,6 mia. kroner 2012.
Roger Buch Jensen, kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole, maner dog til besindighed i kommunerne.
"Baggrunden for at kommunerne får det her tilbud, er jo, at økonomien i samfundet er gået i stå. Og det rammer altså også kommunerne på indtægtssiden i form af faldende skatteindtægter. Derfor skal kommunerne tænke sig grundigt om i forhold til om de kan få det til at hænge sammen fremadrettet," siger han til Newspaq.
Regeringen oplyser, at de mange penge bl.a. vil komme cirka 140 skoler landet over til gode.
Læs hele regeringens plan Holdbar vækst her.