Henriette Kjær sagde i går 'stop' efter flere ugers skriverier om hendes økonomiske forhold.
Mange af hendes konservative kollegaer gav i går udtryk for, at de håbede, at Kjær en dag ville vende tilbage til politik. Men det afviser den nu tidligere gruppeformand og politiske ordfører.
"Jeg står fast på min beslutning, og jeg har ingen intentioner om nogensinde at gå ind i politik igen," siger Henriette Kjær til Ekstra Bladet.
Hun fortæller til avisen, at hun i virkeligheden allerede fik lyst til at trække sig, den dag hendes svigermor gik til pressen og hævdede, at Kjær og hendes mand skyldte hende penge.
"Jeg var allerede indstillet på at gå for fjorten dage siden. Da Eriks mor lagde ud med at angribe os, sagde min mavefornemmelse mig, at det var tid at holde op i dansk politik," siger Henriette Kjær.
Hun fortæller, at hun ikke bryder sig om at være profileret på hendes privatliv, og at det var medvirkende til hendes stop.
"Den slags er alt for kulørt til mig. Jeg er i politik for at ændre samfundet i den retning, jeg mener er den rigtige. Ikke for at være en kendt person. Det er slet ikke mig, at være en del af et familiedrama i fuld offentlighed. Det er jeg alt for blufærdig til," siger Henriette Kjær til Ekstra Bladet.
Især B.T. har været med til at gøre Henriette Kjærs liv surt.
"Når jeg ser min familie belejret af pressen, og BT nærmest overvåger vores hus og holder øje med hvornår vi kommer og går - og i et par tilfælde også tiltaler vores børn, så står jeg helt af. Det er ikke noget liv," siger hun.