Den seneste tids spekulationerne om, at John Knudsen skulle have taget sit eget liv, bliver nu manet i jorden af hans egen mor.
"Jeg tror ikke, han har taget sit eget liv," siger Johns mor, der ønsker at være anonym, til B.T.
Moren er 67 år, og det er hende, der tager sig af Johns børn, de to sønner på henholdsvis 13 og 16 år.
"Det eneste, der virkelig betyder noget nu, er Johns børn. De er det eneste, jeg tænker på, så må alt andet komme i baggrunden," siger den formodede morders mor.
John Knudsen mor mistede sin mand til kræft for små tre måneder siden, og har siden da været alene. Nu passer hun de to børnebørn.
Ifølge moren har medierne malet et billede af John Knudsen, som slet ikke står mål med virkeligheden.
"John er ikke noget udyr. Han er også en god dreng," siger hun.
Selv om John Knudsen de seneste dage har været Danmarks mest afbillede mand, så glæder hans mor sig dog over, at hendes børnebørn ikke længere er udsat for ubehageligheder.
"Børnene er heldigvis ikke mere udsat for hetz fra kammeraterne," siger hun.
Børnene er ellers blevet mobbet i skolen, fordi deres far har været eftersøgt i Kirsten-sagen.