Flere og flere danskere melder sig ud af den danske folkekirke, hvilket er med til at øge arbejdsbyrden for landets bedemænd.
Det skriver Dagbladet Roskilde.
Det skyldes, at afdøde personer, der ikke er medlemmer af folkekirken, som udgangspunkt ikke har krav på en kirkelig begravelse eller bisættelse med en præst i kirken. Så må bedemanden i stedet træde til og i nogle tilfælde ligefrem holde talen om afdøde.
- Tidligere var det kun få gange om året, men nu har jeg højtideligheder hver uge for folk, som ikke var medlem af folkekirken, siger bedemand John Schärfe fra Schärfe's Begravelsesforretning i Roskilde til Dagbladet Roskilde.
Mogens Balling, der er administrerende direktør i kæden Begravelse Danmark, og som har 50 butikker over hele landet, bekræfter tendensen.
Han mener, at det er vigtigt, at danskerne gør sig klart, hvad det reelt betyder at melde sig ud af folkekirken. Eksempelvis er et gravsted på en kirkegård dyrere for folk, der ikke er medlemmer.
En borgerlig begravelse er også en mulighed, hvis man har en anden religiøs baggrund end kristendommen, eller af personlige årsager ikke ønsker, at der skal være en præst til stede.