Vindmøllekoncernen Vestas er presset af en ny told på glasfiber fra Kina.
Tolden, der ellers var tænkt som et hårdt slag mod skjult statsstøtte til Kinas glasfiberproducenter, er i stedet på vej til at blive en boomerang mod tusindvis af europæiske virksomheder.
Det skriver Politiken.
Straftolden, der trådte i kraft i september, koster her og nu vindmøllekoncernen mellem 200 og 300 millioner kroner, ifølge analytikere.
Hvis EU vælger at forlænge straftolden på 43,6 procent til fem år kan op mod 100 danske virksomheder risikere at skulle dreje nøglen om.
"Større virksomheder som Vestas taber kun penge. Men for mindre virksomheder i EU er det en mere grundlæggende udfordring, fordi de ikke bare kan flytte produktionen og derved markant får forringet deres konkurrenceevne," siger Nikolay Mizulin, der fører sager om handelstvister for den internationale advokatvirksomhed Hogan Lovells, til Politiken.
EU-klimakommissær Connie Hedegaard siger, at virksomhederne kan få deres penge tilbage, hvis tolden ender med ikke at blive forlænget. Derfor vil hun gerne have, at flere virksomheder dokumenterer deres tab, inden der i januar i ministerrådet skal stemmes om en forlængelse.