Kinas klima-åbning giver dansk håb om aftale

Om få dage slutter klimatopmødet COP 17 i Durban. Socialdemokraternes Dan Jørgensen er optimistisk.
Kvinder synger i forbindelse med en klimademonstration i Sydafrika.
Kvinder synger i forbindelse med en klimademonstration i Sydafrika. Foto: AP / POLFOTO

Trods masser af pessimistiske meldinger og lave forventninger op til klimatopmødet i Durban, COP17, er der masser af håb om ny klimaaftale.

Det mener Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne, som deltager i klimatopmødet i Sydafrika netop nu.

"Det er helt, helt centralt, at kineserne for første gang i denne her proces har sagt, at de faktisk godt vil overveje at binde sig til reduktionsmål af CO2. Det har man ikke hørt fra Kina før, og det viser, at de anerkender processen," siger Dan Jørgensen, der er tilstede ved topmødet i Sydafrika.

Han erkender dog også, at der er masser af sten på vejen mod en ny klimaaftale.

"Det er naturligvis alvorligt, når Canada siger, at de ikke vil være med til en anden omgang af Kyoto-protekollen og at USA står uden. Men samtidig har jeg aldrig deltaget i topmøder, hvor der ikke har været negative 'vibes' de første dage. Så jeg er forsigtig optimist," siger han.

Han regner med, at der fredag, når topmødet slutter, vil ligge en aftale klar.

"Jeg vil blive overrasket, hvis ikke vi får en aftale i slutningen af ugen, som siger, at vi får en anden periode af Kyoto-aftalen, og hvor vi får på plads, hvordan vi kan hjælpe verdens fattige lande rent økonomisk med at tilpasse sig klimaforandringerne," siger Dan Jørgensen.

Topmødet slutter på fredag d. 9. december.

faktaboks

Klimatopmøde i Sydafrika

Det er FN's årlige ministerkonference om klimaet, denne gang kaldet COP17.

Det store spørgsmål handler om, hvorvidt landene kan blive enige om en ny aftale, der skal afløse den bindende Kyoto-protokol, som udløber i 2012.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.