Ol i Kina er en kontroversiel sag, og endnu engang er der gået politik i det, som burde være leg. Det kinesiske styre har prøvet siden før legene startede at få styr på et land med mange problemer.
Problemer har der dog været fra starten. De byer, hvor den olympiske fakkel har været igennem, har haft massive demonstrationer, og nu, få dage før OLs åbningsceremoni og på dagen for faklens ankomst i Beijing, har kinesisk politi anholdt demonstranter fra USA og Stobritannien, da de demonstrerede for et frit Tibet.
Tæv, terror og tvangsflytninger
Men der har også været andet at holde styr på. For Beijing har mange borgere - og nogle af dem er simpelthen i vejen. Udover at borgerne bliver opfordret til at bære en særlig dresscode, og at det er blevet forbudt at spytte på gaden, er nogle borgere blevet tvangsflyttet fra deres hjem. De er nemlig i vejen for OL. Tvangsflytningen har medført demonstrationer og protester både fra kineserne og omverdenen.
Den kinesiske sikkerhed blev i mandag endnu engang sat på prøve. Et terrorangreb i den kinesiske muslimskdominerede Xinjiang provins dræbte 16 betjente, og i går anholdte det kinesiske politi så 18 udenlandske formodede terrorister.
Politisk OL
Amnesty advarede fornylig i rapporten 'The Olympics Countdown: Broken Promises' om, at journalister kunne være i fare for krænkelser, fordi der er visse nyheder, som Kina ikke vil have ud. Og natten til tirsdag skete det så - to japanske journalister fra 'Journalister uden grænser' blev tævet af paramilitære betjente. Det kinesiske styre undskyldte sig med, a det havde været en sprogbarriere, der kom i vejen.
Der er sket meget op til OL. Fredag bliver legene officielt skudt i gang, og kineserne har forud for åbningen undskyldt for, at der gået så meget politik i den. Men - at politik endnu engang har overskygget sporten, er der sådan set ikke noget nyt i. For OL har altid været politisk, og vil nok også altid være det.