De fleste offentlige underholdningssteder holder lukket i Kina i dag. For der er intet at grine af, efter at mindst 2.039 mennesker har mistet livet i det jordskælv, der buldrede gennem det nordvestlige Kina sidste uge.
Også de kinesiske flag vil vejre på halvt, og dagen er afsat til at mindes, skriver CNN.
Jordskælvet målte 6,9 på richterskalaen og ødelagde 15.000 huse, mens hundredvis af kinesere blev fanget i i ruinerne. I dag er 195 mennesker stadig savnet.
Redningsholdet meddeler, at 2.135 mennesker er blevet kvæstet, hvor 1.434 af dem stadig er i en kritisk tilstand.
Siden skælvet ramte har holdet kæmpet med at finde overlevende. Men dødstallet fortsætter med at stige. I går lykkedes det dog at redde en fireårig pige og 68-årig dame ud af ruinerne i live.
Og alt imens resten af landet sørger, forsøger flere end 100.000 desperate mennesker at komme væk fra de mest ødelagte områder.