Ritzau
Opdateret kl. 06:35
Hundredvis af kinesiske embedsmænd er blevet fængslet for ikke at have grebet ind og rettet op på de mange miljøovertrædelser, som blev afsløret sidste år.
Det oplyser landets miljøministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fængslingen er det seneste skridt i præsident Xi Jinpings "krig mod forurening", der blev skudt i gang for fem år siden.
I alt er 4035 embedsmænd blevet stillet til ansvar for ikke at have grebet ind.
Derudover er flere statsejede virksomheder og lokale regeringer blevet anklaget for at udføre "overfladiske" eller "ulovlige" udbedringer.
Størstedelen vil blive straffet med bøder, mens i alt 464 personer straffes med fængsel, lyder det fra ministeriet.
Bøderne løber samlet op i 510 millioner yuan, svarende til 487,5 millioner kroner.
I begyndelsen af maj påbegyndte centrale regeringsinspektører en omfattende undersøgelse af tusindvis af miljøovertrædelser, som blev afsløret sidste år.
I alt er 28.076 miljøovertrædelser blevet gennemgået på ny.
Den nyeste undersøgelse fastslår, at der i langt størstedelen af tilfældene ikke er blevet rettet op på problemerne.
I mange år stod den kinesiske leder stejlt på kravet om, at Kina først skulle udvikle sig økonomisk for sidenhen at kunne tage hensyn til miljø og klima.
Men især enorme problemer med luft- og vandmiljø fik landet til at ændre kurs.
Alene fra 2015-2016 øgede Kina kapaciteten af solenergi med hele 74 procent, viser tal fra det statslige kinesiske statistikbureau.
Da Xi Xinping i 2016 fremlagde landets "krig mod forurening", lagde præsidenten vægt på, at kontrol med forurening og miljøbeskyttelse er "vigtig for både vores folks sundhed og for den bæredygtige udvikling".
/ritzau/