For fire år siden valgte Kim Jensen at vinke farvel til et godt betalt job som leder i Novo Nordisk.
Han havde gået med en idé om at opfinde en isterningemaskine siden 2001, og i 2014 gav han efter for trangen og kastede han sig ud i et stort iværksætterprojekt, skriver Finans.
Opfindelsen er en håndholdt isterning-maskine ved navn Icebreaker, der skal erstatte de velkendte isterningeposer. Den lille maskine skal lægges i fryseren, så kan man altid dreje på den for at få isterninger ud.
Kim Jensen havde ikke nogen stor opsparing, så han måtte låne i sit hus for overhovedet at kunne komme i gang.
- Jeg havde en halv million kroner i friværdi, og det lånte jeg. Jeg har selv stået for både hardware, software og plastik til produktet. Jeg satte mig ved computeren kl. 7 og gik i seng kl. 24. Det var mit liv i et år, siger Kim Jensen til Finans.
I dag har icebreakeren fået flere investorer, samt et iværksætterlån fra Vækstfonden. Kim Jensen har selv lånt i alt 2,5 millioner kroner, og fortæller at alt hvad han ejer, er satset på opfindelsen.
Det tog ham tre årmed produktudvikling, før maskinen blev lanceret i butikker og webshops i november sidste år. På et år har Kim Jensen solgt over 20.000 håndholdte ismaskiner til 50 forskellige lande.