Kilde i Cataloniens regering venter uafhængighed mandag

Trods stort flertal for løsrivelse har Catalonien ikke erklæret uafhængighed. Det kan ske mandag, siger kilde.
Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, vil komme med en udtalelse onsdag aften klokken 21 efter weekendens folkeafstemning.
Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, vil komme med en udtalelse onsdag aften klokken 21 efter weekendens folkeafstemning. Foto: Lluis Gene/AFP

Trods voksende pres fra det øvrige Spanien og en catalansk folkeafstemning præget af vold fastholder regeringen i den spanske region, at den vil erklære uafhængighed.

Det kan komme til at ske på mandag, siger en regeringskilde i Barcelona ifølge nyhedsbureauet AFP.

Catalonierne stemte i weekenden for løsrivelse med et overvældende flertal.

Men afstemningen fandt sted under voldsomme sammenstød mellem vælgerne og politiet, som centralregeringen i Madrid havde sendt på gaden i stort antal. Centralregeringen har erklæret afstemningen ulovlig.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

De regionale partier Junts pel Si og CUP, som støtter skilsmissen med Spanien, ønsker en debat om afstemningen i parlamentet på mandag, skriver avisen La Vanguardia.

Cataloniens præsident, Carles Puigdemont, vil udtale sig om spørgsmålet onsdag aften klokken 21.

I et interview, som BBC bragte onsdag morgen, sagde Puigdemont, at det kun er et spørgsmål om få dage, før Catalonien vil erklære uafhængighed.

- Regeringen i Catalonien vil handle enten i slutningen af denne uge eller i begyndelsen af næste, sagde han.

Det vil være en stor fejl, siger han, hvis den spanske regering gør forsøg på at overtage styringen i Catalonien.

Det foreløbige resultat af søndagens folkeafstemning viser, at 90 procent stemte for løsrivelse. Men valgdeltagelsen var kun 42 procent.

Det kan delvist skyldes, at spansk politi på flere valgsteder forhindrede vælgerne i at stemme.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.