Jacob Hashi Jensen kommer snart hjem til sin far.
Moren kidnappede drengen fra faren, som har forældremyndigheden, for fire måneder siden, og forsvandt efterfølgende.
Nu er drengen fundet sammen med sin mor og bror i en flygtningelejr i Holland, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
"Begge børn har det efter omstændighederne godt," siger Michael Kjeldgaard, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Dansk politi havde udstedt en europæisk arrestordre på moren, som hollandsk politi anholdte for tre dage siden. Samtidig blev hendes to børn - herunder Jacob Hashi Jensen - overdraget til de hollandske sociale myndigheder.
Moren er fængslet og vil blive fremstillet for en hollandsk domstol i løbet af tirsdagen. Hun kan efterfølgende udleveres til Danmark og blive sat for en dommer.
Når forældre tager børn væk fra personen med forældremyndigheden anses det som ulovlig frihedsberøvelse, og det kan straffes med op til flere måneders fængsel.