Hurra for Facebook! Sådan lyder det fra den 62-årige kvinde Avril Grube, efter at hun er blevet genforenet med sin søn, 27 år efter han blev kidnappet af sin far.
Sagen startede, da engelske Avril Grube tilbage i 1982 blev skilt fra sin ungarske mand og fik forældremyndigheden over deres fælles barn, Gavin Paros. På det tidspunkt boede de alle i Storbritannien.
En dag, da faderen sagde, at han ville tage sønnen med i zoologisk have, droppede faderen de vilde dyr og kidnappede i stedet sønnen til Ungarn. Siden den dag så mor og søn aldrig hinanden - før nu, hvor de atter er genforenet takket være en profil på Facebook, skriver BBC.
Avril Grube har gennem alle årene ledt efter den forsvundne søn samme med sin søster, Beryl Wilson. For nylig skrev søsteren Gavins navn på søgemaskinen og her poppede Gavins Facebook-profil op på skærmen.
Sønnen, der fylder 30 år på søndag, er i dag en gift mand og har tre børn. De seneste fem år har han også brugt energi på at opspore sin mor.