Hvad der startede som et eksperiment for at drille den etablerede musikbranche, endte som en kæmpesucces for den unge rapper. Alligevel vælger 22-årige Kidd nu at trække stikket.
Han føler ikke, han kan stå inde for projektet, fortalte han søndag aften i Clement Søndag på DR1. Det var første gang, rapkometen kommenterede på sin beslutning om at stoppe. En beslutning, han første gang luftede fra sin Twitter-profil i onsdags.
"Projektet er overstået, for målene er nået hurtigere end ventet," sagde Kidd til Clement Kjærsgaard i programmet.
I løbet af det sidste år har han bl.a. opnået at indspille med Medina og Nik og Jay, og har selv hittet med numre som "Kysset med Jamel" og "Ik' lavet penge".
"Jeg er meget overrasket over, at folk er så ukritiske, og jeg har det meget svært med ligegyldigheden i projektet," sagde Kidd videre i Clement Søndag.
Den unge rappers borgerlige navn er Nicolas Westwood, og selvom han nu vælger at aflive sit alter ego, Kidd, vil han fortsætte med at lave musik.
Kilde: Dr.dk