Selvom Naser Khader tidligere har været medlem af både de Radikale og Liberal Alliance, så har han inderst inde altid været konservativ.
Sådan lød det fra de Konservatives ledelse, da den tirsdag bød Naser Khader velkommen i partiet.
"Der er mange i gruppen, der kender ham rigtig godt, og de siger, at de sådan set altid har følt, at han var konservativ, så han er kommet på rette hylde nu," sagde partiformand Lene Espersen efter dagens gruppemøde.
Den tidligere formand for Liberal Alliance, Naser Khader meldte sig i går ind i de Konservative og tirsdag eftermiddag blev hans medlemskab af folketingsgruppen enstemmigt vedtaget i de Konservatives Folketingsgruppe.
Også de Konservatives gruppeformand Henriette Kjær antyder, at der længe har været en mistanke om, at Naser Khader gemte på en konservativ side.
"Vi har bemærket i nogle af de bøger han har skrevet har han givet udtryk for konservative holdninger også og vi ofte diskuteret inden han meldte sig ind hos os, om han ikke var mere konservativ end radikal, dengang han var hos de Radikale," fortæller Henriette Kjær.
På trods af tiltroen til Khaders politiske holdninger og værdier bliver der ingen ordførerposter til den tidligere partiformand i første omgang.
"Vi har valgt at sige, at vi konstituerer os igen i august måned, og det er Naser Khader helt indforstået med. Han træder ind med de udvalgsposter han har i dag fra Ny Alliances tid, og så afventer vi, at der bliver en omkonstituering i gruppen," siger Lene Espersen.