"De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af egne onkler, deres fætre eller deres far."
Sådan sagde formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard i et videointerview på bloggen www.snaphanen.dk Og det var langt fra de eneste ord, der flød fra forfatterens mund.
"Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Når svenske piger bliver voldtaget, massevoldtaget etc., etc., er der intet galt i det set fra et islamisk perspektiv. Dette er din ret", slog Hedegaard også fast.
De ord har fået prominente medlemmer af Trykkefrihedsselskabet til at pakke deres gode ytringsfrihed sammen og liste af.
Først truede Naser Khader, der som bekendt selv er muslim, dog blot med at smutte.
"Jeg kan ikke leve med, at han er så generaliserende, og jeg føler mig ramt. Vi må have nuancerne frem, og det har jeg også fortalt Lars Hedegaard, at han må sørge for sker. Da jeg gik ind i Trykkefrihedsselskabets såkaldte rådgivende organ, var én af mine betingelser, at det var vigtigt, at selskabet politisk blev bredere end hidtil, hvor det mest har været et Dansk Folkeparti-selskab, sagde de konservatives integrationsordfører.
Hedegaard sendte derfor en pressemeddelelse ud, hvor han beklagede, hvis udtalelserne havde givet grund til at tro, at han mente alle muslimer. Han understregede, at det var Islam, det drejede sig om, og ikke muslimer generelt.
Det var dog ikke nok for Naser Khader. Han mente ikke, at Hedegaard skelnede mellem (det forholdsvist nyopfundne begreb) islamisme og religionen islam.
Så smuttede Søren Pind som rådgiver for Trykkefrihedsselskabet. Hans begrundelse var dog en anelse anderledes.
"På baggrund af den nylige udvikling omkring Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard finder jeg det ikke længere muligt at fortsætte i selskabets advisory board," skriver han i en pressemeddelelse.
Flere af Dansk Folkepartis medlemmer af foreningen, blandt andet Søren Espersen og Søren Krarup, kan dog ikke se, at Lars Hedegaard har sagt noget forkert.