Den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, var i 80'erne interesseret i at hverve den unge Brian Mikkelsen, der allerede dengang var involveret i Konservativ Ungdom (KU).
"Der skete det, at jeg pludselig en dag blev kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste (PET), der kunne fortælle, at de havde efterretninger om, at jeg snart ville blive kontaktet af KGB med henblik på at blive agent for Sovjetunionen," siger Brian Mikkelsen til Politiken.
Og rigtig nok. Et par måneder efter blev Brian Mikkelsen kontaktet af en repræsentant fra den sovjetiske ambassade, som gerne ville byde på en frokost.
Brian Mikkelsen takkede ja og begyndte herefter at forberede sig på mødet med hjælp fra PET. Under forberedelsen overvejede den unge KU'er og PET, om han skulle lade sig hverve af KGB for i virkeligheden at fungere som dobbeltagent for den danske efterretningstjeneste.
Men det nåede ikke så vidt på mødet.
"Det var mere en uformel snak. Han gav mig aldrig noget, jeg kunne bruge til noget, og derfor blev jeg enig med PET om, at jeg skulle droppe kontakten med ham. Og så skete der faktisk ikke mere i den sag," siger Brian Mikkelsen.