Det ser ud til, at vi måske snart får Mikkel Kessler at se i ringen igen. Danskeren er i hvert fald så sulten efter endnu en titel, at han vil bokse om VM-bæltet i supermellemvægt hos forbundet World Boxing Council. Bæltet sidder dog på englænderen Carl Froch indtil videre.
Mikkel Kessler, der allerede er verdensmester i et af de andre forbund, ser frem til kampen.
"Jeg vil med glæde møde Froch efter mit obligatoriske titelforsvar. Han er stærk og akavet, men samtidig er han langsom og åben som en bog. Jeg tror det ville være en kanon kamp," fortæller han på sin hjemmeside.
Danskeren har ikke bokset en betydningsfuld kamp, siden han forsvarede sit VM-bælte i oktober. Inden kampen mod Froch kan blive en realitet, skal Mikkel Kessler lige bokse en kamp mod Gusmyl Perdomo fra Venezuela. Den kamp er han dog også klar til.
"Formen er derfor helt i top, og jeg kan med rimelig kort varsel forsvare mit VM-bælte mod Perdomo. Det er dog mine rådgivere, som tager sig af det på nuværende tidspunkt, så jeg kan fokusere 100 procent på min træning," siger han.