250 kroner for en billet til Mikkel Kesslers comebackkamp i Parken.
Den danske bokser gør comeback den 4. juni efter den øjenskade, der tvang ham til at lægge handskerne på hylden for en stund.
Og Kessler har en lille gave til sine fans, idet han selv har knoklet for at få billetprisen ned, så flest muligt kan komme ind og se kampen, skriver B.T.
"Med min alder er der ikke mange kamp tilbage, og jeg har presset på, for at billetpriserne kunne komme helt ned omkring 250 kroner," fortæller Mikkel Kessler til B.T.
"Så jeg forhåbentligt kan samle alle de fans, der ikke har haft råd til at rejse til Herning, når jeg har bokset dér de seneste gange," fortsætter han.
Selve kampen bliver mod den 29-årige franskmand Mehdi Bouadla, som Kessler selv beskriver som "en hård gut". Bouadla er rangeret som nummer fem på WBO's liste over supermellemvægtere.
Kessler fortæller desuden, at kampen kan ende med at blive en af hans sidste på dansk jord. Kommer der et par kampe mere, vil de nemlig højst sandsynligt blive bokset i USA eller Canada.
Kilde: B.T.