Den danske bokser Mikkel Kessler er alt andet end glad for sin promotor Mogens Palle og manageren Bettina Palle. Parterne har ikke været i kontakt siden november.
"De har brændt mig af til seks møder og bliver ved med at sige alt muligt om alle mulige kampe," siger en skuffet Mikkel Kessler til B.T.
Han tilføjer, at problemerne bunder i uoverensstemmelser om blandt andet promovering og penge, og at han ikke vil sige mere, før der atter er blevet holdt møder. Han har i den forbindelse allieret sig med en advokat.
Mogens Palle mener omvendt, at det er Kessler, der ikke lader høre fra sig. Han forholder sig til, at der er aftalt foreløbig yderligere tre VM-kampe.