Der er lagt op til endnu et boksebrag på dansk jord.
Når Mikkel Kessler skal møde englænderen Carl Froch i sin anden kamp i den prestigefyldte Super Six-turnering, så bliver det i Danmark
Det bekræfter Kesslers promotor, Kalle Sauerland.
"Det er ekstremt vigtigt for os, at Mikkel får lov til at bokse foran sine danske fans og får den støtte, der er så vigtig for en bokser i de tætte kampe. Danskerne får mulighed for at se en kamp, der er større og vigtigere, end da Brian Nielsen mødte Mike Tyson," siger Kalle Sauerland til B.T.
Hvor kampen skal bokses er ikke fastlagt, men Kalle Sauerland forhandler med Herning Messecenter, Parken og Brøndby Hallen.
Kampen afholdes den 6. marts næste år.
På lørdag skal Mikkel Kessler bokse sin første kamp i Super Six-turneringen mod den olympiske guldmedaljevinder Andre Ward i Oakland ved San Francisco.