Det er efterhånden et stykke tid siden, at danske boksefans har set Mikkel Kessler i aktion.
Men nu kan de godt begynde at glæde sig, for ifølge Bild og Sporten.dk skal den danske boksestjerne være med i en turnering, hvor seks af verdens bedste supermellemvægtere skal bokse mod hinanden på kryds og tværs.
Turneringen er inspireret af golfens Ryder Cup, hvor Europa og USA dyster mod hinanden. Mikkel Kessler, briten Carl Froch og tyskeren Arthur Abraham skal således kæmpe mod amerikanerne Andre Dirrell, Jermain Taylor og Andre Ward.
Det er den tyske boksepromoter Wilfried Sauerland, der står bag projektet.
"Da min søn Kalle kom med idéen, blev jeg øjeblikkeligt begejstret. Derefter lavede han en præsentation, som han viste for de involverede, og som overbeviste alle. Det samlede budget lyder på 50 millioner dollar," siger han ifølge Bild.
Team Palles amerikanske advokat Mike Marley vil ikke sige noget om turneringen, fordi Mikkel Kessler og Mogens Palle formentlig er på vej i retten på grund af deres tvist.
"Projektet lyder meget interessant, men på grund af hele situationen, er det ikke noget, jeg vil kommentere på," siger han til Sporten.dk.