Efter mere end et år uden for bokseringen, er Mikkel Kessler endelig klar til at snøre handskerne og lange ud efter næste modstander.
En øjenskade satte ellers godt og grundigt en stopper for Mikkel Kesslers boksekarriere sidste år, men i søndags annoncerede det danske muskelbundt, at han den 4. juni ville bokse franskmanden Mehdi Bouadla.
På t netop overstået pressemøde kunne Mikkel Kessler forsikre om, at øjnene er helt klar til at få knubs igen.
"Det generer mig ikke under min boksning. Jeg kan se alle slag og har ingen handicap på nogen måder. Lægerne har sagt god for mig, så jeg kan ikke blive blind eller sådan noget. Der er ingen helbredsfare for mig," sagde Kessler under dagens pressemøde.
Til stede var også den lettere fåmeldte franske modstander.
"Jeg er glad for at være her og for udfordringen. Jeg vil vise jer, at jeg ikke er kommet for ingenting den 4. juni. Det er en vigtig mulighed for mig at bokse mod en verdensklassebokser som Mikkel, sagde Bouadla.
Kampen skal bokses i Parken, og ifølge Mikkel Kesslers promoter, Kalle Sauerland, kan kampen blive en af de sidste på dansk jord. Kesslers næstre kamp skal formentlig bokses i USA eller Canada.